Jeg er i dag en 54-årig kvinde som i oktober 2006 fik konstateret primær progressiv sclerose som brød ud som lyn fra en klar himmel i foråret 2006.

Det begyndte med at jeg ikke kunne holde balancen når jeg gik, og gradvis blev benene stivere og stivere og følelsesløse over forholdsvis kort tid på ca. ½ år.
Efter knap et år indstillede lægerne mig til en novantrone behandling (kemo) i håb om at standse sygdommen, da den udviklede sig for stærkt. Efter ca. 4 mdr. ventetid kom jeg så i kemobehandling i jan 07. På dette tidspunkt var jeg ikke i stand til at gå uden støtte over hovedet og havde meget svært ved at flytte benene – De var stive som brædder. Der var desuden bevægelsesforsinkelse, mange spadstisiteter i ben og fødder og begyndende smerter i arme og ben.

Efter 3. kemobehandling i apr. 08 uden noget form for bedring - endog stagnation besluttede jeg at kontakte Charlotte Jakobsen i Humlebæk som et sidste håb. Jeg havde ganske kort efter min diagnose læst en artikel i et dameblad om hendes behandlingsform om en sclerosepatient,. Jeg var ikke i tvivl om at jeg ville prøve behandlingen, men viste ikke rigtig hvornår jeg var klar det den.

Som sagt besluttede jeg at prøve i midten af apr., efter som at jeg havde en del bivirkning efter kemoterapien. Min tarmfunktion blev helt sat ud af drift og jeg frøs som en lille hund i op til 3 uger efter behandlingerne. Kort sagt havde jeg det meget slemt og blot følte at kemo behandlingen kun satte yderlige skub i sclerosen.

Den første gang jeg var hos Charlotte kunne jeg dårligt gå og min tarmfunktion var gået totalt i stå i 10-12 dage – intet hjalp. Jeg var rigtig mange dage kun i stand til at holde mig oprejst (på benene) sammenlagt 1 time om dagen jeg havde ikke haft en nogenlunde tålelig dag i 3 mdr.

Nå men jeg kom da op til hende og fik min første behandling. Da jeg med besvær rejste fra briksen var jeg i stand til at stå uden støtte og endda stå på et ben med støtte. Jeg kunne gå, dog med støtte, fra hende med betydeligere lettere ben.
Da jeg skulle i seng om aftenen opdagede jeg yderlige en ting: igennem 4-5 år har jeg lidt af konstant kolde tæer og disse var lige pludselig varme. De brændte ligefrem og jeg har så at sige ikke haft kolde tæer siden.
Efter 2 behandling dagen efter virkede min mave igen og har virket siden.

På 3. Dagen tog Charlotte så fat om energien i min krop. Jeg kunne så et par dage efter de 3 første behandlinger så konstatere at jeg kunne holde mig på benene et godt stykke tid, kunne gå nogenlunde fornuftigt og yderligere var jeg lige pludselig i stand til at holde min ryg ret i lang tid (hvilket jeg heller ikke var i stand til inden).
Jeg havde også mange gode dage i tiden efter. Vi aftalte så at der nok skulle gå en 4-5 uger inden næste behandlingsomgang. Efter en ca. 3 uger begyndte det at gå tilbage igen med gangfunktionen. Efter 4 uger fik jeg så 3 behandlinger igen og jeg fik det gradvis lidt bedre. Denne gang fik jeg også meget intense følelsesforstyrrelser i arme og ben – hvilket skulle være helt normalt. Det tegn på at nu var kroppen begyndt at reagere på behandlingen.
Vi aftalte så at der kun måtte gå 3 uger mellem behandlingsomgangene. Og nu efter 3. gang af 3 behandlinger er det kun gået fremad, f.eks. har jeg holdt mig på benene i 3 uger uden de store problemer, haft 3 rigtig gode uger med blot en enkelt øv-dag.

Og så har lige glemt at fortælle om min venstre arm og hånd. Sygdomme brød ud allerede for 7-8 år siden, da jeg fik lige pludselig kramper i min venstre underarm flere gange dagligt. Efter et stykke tid blev min hånd så følelsesløs. Jeg gik selvfølgelig til lægen, blev henvist og undersøgt forskellige steder, blot for at få konstateret at der ikke var noget galt.
Det måtte jeg leve med for jeg kunne jo bruge hånden (når jeg så på den) og havde ikke smerter. Hånden blev selvfølgelig også gradvis stivere og stivere. I maj 08 var jeg stort set ikke længere i stand til at bruge den ret meget, tabte ting osv. Charlotte behandlede den så i maj og siden har kunnet bruge den (skal dog stadig se på den, hvis den skal bruges til noget småt).

Alt i alt er jeg ikke i tvivl om at behandlingsformen kan gøre meget for mig og at den hjælper hvor andre ikke har kunnet.